Velkommen til hjemmesiden for Tåsinge Camping.
Ja, helt bogstaveligt: Vi ligger næsten lige ved siden af rutebilens sidste stoppested, før den kører over broerne via Siø til Langeland. Fra indkørslen kan man tydeligt se stoppestedet på toppen af den lave bakke 400 meter ude mod syd.
Vi er i øvrigt den eneste campingplads på den sydlige del af Tåsinge. Øens to andre campingpladser ligger i det nordøstlige hjørne, nær ved Svendborgsund.
Vi er ikke nogen stor campingplads, og vores faciliteter er ikke hverken topmoderne eller storslåede. Og det må erkendes, at hovedvej 9 giver en vis trafikstøj. Men så har vi andet at byde på. Vores gæster siger, at her er hyggeligt. Og vi ligger smukt i umiddelbar nærhed af Tvede Skov og Lunkebugten.